Kollaps af krigen mod narkotika

[Brain]

Den udbredte afkriminalisering af stoffer er ikke så tosset, som det måske ser ud til.

Prolog
En høj, hvid mand i denimskjorte står foran et komfur. Kameraet følger hans hånd, som rækker ned i æggekartonen og derefter trækkes væk og afslører en støbejernspande.

Efter at have fået øjenkontakt med kameraet peger han på ægget - "Det er din hjerne". Han peger på stegepanden. "Det er stofferne".

Med en muskuløs hånd smadrer han ægget ned i den varme pande. Det flyder og syder, mens han smækker panden ned. "Det er din hjerne, der er på stoffer".

Kameraet stiger op til hans blik igen. "Any questions?"

Der har måske aldrig været et tidspunkt i menneskets historie, hvor frygten forbundet med at evaluere morgenmaden har haft en så dybtgående indvirkning på unge menneskers sind. Reklamen fra 1987, en skelsættende kampagne finansieret af nonprofit-organisationen Partnership for a Drug-Free America, illustrerer, hvordan USA har grebet narkotikaproblemet an i årtier: med skræmmetaktik, straf og kriminalisering, som især ramte minoriteter.

Men det er måske ved at ændre sig. Ved valget i 2020 vedtog seks stater og District of Columbia initiativer til reform af narkotikalovgivningen. De fleste af disse omhandlede cannabis, som nu er afkriminaliseret, legaliseret eller i færd med at blive afkriminaliseret (i skrivende stund august 2024). Oregon, der er kendt for sine liberale love og problemer med politivold, skiller sig ud.

I denne stat legaliserede vedtagelsen af foranstaltning 110 besiddelse af ethvert stof i mængder, der er nødvendige til personlig brug - mindre end et gram heroin, mindre end 40 enheder LSD og op til 40 oxycodon-piller, blandt andre. Den skabte også et system med gratis narkobehandling til alle, der ønskede det. Den nye lov trådte tidligt i kraft i nogle jurisdiktioner, men officielt trådte den i kraft i hele staten den 1. februar.

"Hvis det skulle ske et sted, er Oregon det logiske valg", bemærker Katherine Neal Harris, der forsker i narkotikapolitik ved Rice University. Staten ligger højt på listen over brug og misbrug af stoffer og har forsøgt at løse problemet i årevis. I 1973 blev den den første stat, der afkriminaliserede cannabis.

Forskere i folkesundhed, afhængighed og kriminologi og progressive politikere håber, at den nylige sejr signalerer en afgørende vending i den offentlige holdning til mennesker, der bruger stoffer.

"Hele denne DARE-ting, hele denne atmosfære har aldrig virket. Vi ved, at det aldrig har virket " - siger Jacob Borodowski, der forsker i narkotikapolitik ved University of Washington School of Medicine. "Man behøver ikke at være ekspert for at se alle de problemer, der er forårsaget af den måde, vi håndterer stoffer på i dette land".

Skævheden i krigen mod stoffer

"Amerikas største fjende i USA er stofmisbrug " - sagde præsident Richard Nixon i en tale i 1971, hvor han opfandt udtrykket "krigmodstoffer".

Til at begynde med brugte hans regering en stor del af sine midler på at reducere efterspørgslen, dvs. behandle folk, der var afhængige af stoffer, og oplyse folk om de mulige konsekvenser af stofbrug. Men med tiden ændrede Nixons retorik sig, og indsatsen blev afgjort mere militant med øget vægt på at bruge fængsling til at bremse brugen.

I sin tale i oktober 1982 lovede præsident Ronald Reagan millioner af dollars i finansiering af narkotikabekæmpelse og hævdede, at det ville hjælpe med at tackle den "amerikanske epidemi" af kriminalitet. Han bemærkede, at kriminalitet "koster mere end 20.000 amerikanere livet om året, påvirker næsten en tredjedel af landets husstande og resulterer i et økonomisk tab på omkring 8,8 milliarder dollars om året". Gennem hele hans præsidentperiode og de 38 år, der fulgte, forblev kriminalitet og stoffer tæt forbundet i amerikansk politik og offentlighedens bevidsthed, selvom den reelle forbindelse mellem de to måske er en konsekvens af kriminaliseringen af stoffer snarere end stofferne selv.

Ikke desto mindre har krigen mod stoffer ikke levet op til forventningerne om et sikrere og sundere samfund. En halv million mennesker i USA er i øjeblikket fængslet for narkoforbrydelser, herunder 49% af de indsatte i de føderale fængsler. I mellemtiden dør mere end 60.000 mennesker fortsat af overdoser hvert år, og rovgriske afvænningscentre dukker i stigende grad op for at udnytte sårbare mennesker og deres familier.

Hakik Virani, læge og afhængighedsspecialist ved University of Alberta i Canada, hævder, at disse negative konsekvenser ikke var en fejltagelse, men et mønster. Han siger, at narkotikalovgivningen "aldrig har haft til formål at hjælpe folk med at holde op med at bruge stoffer", men snarere at udelukke visse befolkningsgrupper. Mennesker, der er marginaliseret på grund af race, klasse, seksualitet eller andet, er de hårdest ramte af den kriminelle narkotikapolitik, selv om forbruget af stoffer er det samme i alle demografiske grupper.

Et eksempel er den historiske forskel i strafudmåling for crack og pulver, som kemisk set er det samme stof i forskellige former. Den slags, der sniffes, kokainhydroklorid, er en pulveriseret form af ekstrakter fra kokablade blandet med et stof, der gør det mindre rent. Crack fremstilles ved at koge kokainhydroklorid med bagepulver og en lille mængde vand, indtil det danner "sten", der kan ryges. Denne proces ændrer kokainens kemiske sammensætning, men ændrer ikke dens psykoaktive egenskaber.

Crack-kokain giver på grund af den måde, det bruges på, en hurtigere og mere intens rus. Dette kan være forbundet med stor afhængighed, da den hurtige virkning fremmer hyppig brug. Men på grund af kompleksiteten i at studere ulovlige stoffer og manglen på data under politiets forbud er der kun lidt videnskabelig dokumentation om emnet.

Manglen på information har ikke forhindret politikerne i at indtage en anti-crack holdning. Anti-Drug ***** Act fra 1986 indførte meget hårdere straffe for besiddelse af crack sammenlignet med kokain i pulverform. For eksempel kunne man få samme straf for 5 gram crack som for 500 gram pulver.

Der var ingen logik i, at straffen for crack var mange gange hårdere end for let kokain. Det havde at gøre med, hvem der brugte og solgte crack på det tidspunkt: Det var for det meste fattige sorte samfund i større byer.

Fair Sentencing Act fra 2010 reducerede forskellen i strafudmåling fra 100:1 til 18:1, men den består stadig. Politikker, der blev vedtaget under Nixon og Reagan, har haft en uforholdsmæssig stor indvirkning på sorte amerikanere. Ifølge Drug Policy Alliance udgør sorte og latinamerikanske indsatte omkring 80 procent af de føderale fængsler og næsten 60 procent af statsfængslerne. På grund af dette er omkring en ud af 13 sorte voksne frataget deres stemmeret på grund af love, der begrænser forbryderes stemmeret.

Samlet set er det nuværende system ineffektivt. I 2019 brugte den føderale regering 34,6 milliarder dollars om året på at kontrollere stofbrug. Der er brugt mere end 1 billion dollars på narkotikakontrol i løbet af de sidste 40 år, men forbruget fortsætter med at stige. En undersøgelse fra 2018 offentliggjort i tidsskriftet Science viste, at antallet af dødsfald som følge af overdosis er steget eksponentielt i løbet af de sidste 40 år.

Fordi der ikke er gjort meget for at dæmme op for opioidafhængighedsepidemien, der begyndte med lovlig adgang til lægemidler, er krisen hurtigt vokset. Opioider dræbte 47.600 mennesker i USA i 2018 og stod for størstedelen af de 67.300 rapporterede overdosisdødsfald.

Mange eksperter mener, at opioidepidemien, som har bragt hvid narkotikamisbrug i forgrunden, har været med til at ændre offentlighedens opfattelse af stofbrugere og øget gennemførligheden af nye politikker som Oregons afstemningsinitiativ.

Afkriminalisering er kun det første skridt
Når det drejer sig om konsekvenserne af krigen mod stoffer for sorte amerikanere, er det ikke nok at ændre loven for at gøre skaden god igen.

Kaise Jama, administrerende direktør for den sociale retfærdighedsorganisation Unite Oregon, sagde i et interview med The Marshall Project: "Undertrykkelsessystemer finder altid måder at sende sorte og brune mennesker i fængsel på". Selv om foranstaltning 110 er et skridt fremad, understregede Jama, at data fra Oregon viser, at retshåndhævelsen fortsat vil være rettet mod racemæssige minoriteter. Ifølge data fra 2018 fra American Civil Liberties Union bliver sorte mennesker i Oregon arresteret for besiddelse af cannabis 1,8 gange så ofte som hvide mennesker, selv om stoffet blev legaliseret i 2014. I mellemtiden udgør sorte mennesker kun 2 procent af delstatens befolkning, men 10 procent af delstatens fængselsbefolkning.

Foranstaltning 110 fremhæver, hvordan narkotikalovgivningen bidrager til systemisk racisme, og anerkender, at "kriminalisering af narkotika i uforholdsmæssig grad skader fattige og farvede mennesker". Afkriminalisering af alle stoffer eliminerer fordomme forbundet med forskellige stoffer, som f.eks. forskelle i holdninger til forskellige former for kokain.

Mens eksperter ser foranstaltning 110 som begyndelsen på en bredere ændring, peger de også på behovet for at revidere dommene for dem, der stadig sidder i fængsel for besiddelse, som nu ikke er en forbrydelse. Det har man allerede gjort i Oklahoma og Californien for cannabis. Oregon har tusindvis af domme for forbrydelser hvert år.

Et baggrundspapir fra Drug Policy Alliance (DPA), som promoverede foranstaltning 110, skitserer, hvordan Oregons narkotikapolitik vil ændre sig i løbet af de næste to år. Fra 1. februar 2021 er stoffer officielt blevet afkriminaliseret, og processen med at skabe et behandlingssystem finansieret af cannabisskatter er begyndt. DPA forudsiger, at disse skatter vil give mere end 100 millioner dollars i finansiering inden årets udgang, og i oktober vil hver jurisdiktion have et behandlingscenter. I 2022 vil yderligere midler fra strafferetlige besparelser blive kanaliseret ind i systemet.

 

[miner21]

Krigen mod narkotika har altid været en taber, men regeringerne vil stadig gerne finansiere den.

 

[jonbush]

Krigen mod narkotika har haft en dybt uforholdsmæssig stor indvirkning på sorte amerikanere, og det er ikke nok bare at ændre lovene for at rette op på den skade, der er sket. Som Kaise Jama, administrerende direktør for Unite Oregon, påpegede, har undertrykkelsessystemer konsekvent fundet måder at sende sorte og brune mennesker i fængsel på, uanset politiske ændringer. Jama's perspektiv fremhæver, hvordan strukturel racisme fortsat gennemsyrer retssystemet, selv i stater som Oregon, hvor progressive reformer, såsom foranstaltning 110, sigter mod at afkriminalisere narkotikabesiddelse.

Selvom foranstaltning 110 er et vigtigt skridt fremad i forhold til at tackle nogle af de uretfærdigheder, der er forbundet med narkotikahåndhævelse, tegner dataene et bekymrende billede. American Civil Liberties Unions rapport fra 2018 afslører, at på trods af legaliseringen af cannabis i Oregon i 2014 bliver sorte personer stadig arresteret for besiddelse i næsten dobbelt så høj grad som deres hvide modparter. Det afspejler en vedvarende racemæssig skævhed i politiets praksis. Desuden udgør sorte kun 2 procent af Oregons befolkning, men 10 procent af fængselsbefolkningen, hvilket understreger de dybt forankrede uligheder, der stadig findes.

Social retfærdighed kan ikke opnås ved at ændre love alene - det kræver afvikling af den strukturelle racisme, der er indlejret i institutioner, som i uforholdsmæssig grad er rettet mod og kriminaliserer sorte samfund. Reparativ retfærdighed, investeringer i lokalsamfundet og ansvarlighed i politiarbejdet skal ledsage juridiske reformer for at tackle de systemiske uligheder, der længe har marginaliseret og skadet sorte amerikanere.